Forside
Rådet for Offentlige Bygherrer
Juridisk grundlag
Sitemap
Kontakt
Brug af cookies
 

Bilag 2 - definitioner af OPS

Opdateret 09.04.2008

OPS
Offentlig-privat samarbejde (OPS) er en fælles betegnelse for forskellige måder at organisere samarbejde mellem private og offentlig parter inden for fx byggeri. Offentlig-privat partnerskab (OPP), samlet udbud, servicepartnerskab er alle forskellige former for OPS.

OPP
Ved et offentlig-privat partnerskab (OPP) udbydes design, finansiering, byggeri, drift, vedligeholdelse og evt. serviceydelser som én samlet opgave.  Kendetegnet ved OPP er, at finansiering er privat og der foretages en systematisk risikodeling mellem den offentlige og den private part. Ideen er at udnytte de offentlige og private kompetencer til at skabe effektivt kvalitetsbyggeri. Kontrakten løber typisk over en 25-30-årig periode. Erfaringer viser, at OPP specielt er velegnet til større byggeprojekter med en anlægssum på over 100 mio. kr. Det skyldes, at OPP er forbundet med høje transaktionsomkostninger. Bl.a. er udbudsprocessen længere og kontraktformen mere kompleks, end det der kendes fra mere traditionelle byggekontrakter.

Samlet udbud
Samlet udbud er en samarbejdsform, der integrerer etablering og drift af byggeri for at opnå en samlet optimering – en reel totaløkonomisk tankegang. I samlet udbud indgår det offentlige som bygherre én kontrakt om projektering, etablering/renovering, samt drift og vedligeholdelse af én eller flere bygninger i en given årrække. Kontrakten kan evt. inkludere dele af de serviceydelser, som støtter den kerneydelse, bygningen danner ramme om. Som tommelfingerregel kan samlet udbud med fordel anvendes i projekter med en anlægssum på 10 mio. kr. og derover. Samlet udbud har ligheder med OPP, men adskiller sig på afgørende felter. Finansiering og ejerskabet er hos den offentlige bygherre, hvilket medvirker til at gøre samlet udbud til en mere enkel samarbejdsform. 

Rammeaftaler:
Rammeaftaler er et længerevarende samarbejde (f.eks. 3-4 år) om eks. bygningsdrift og vedligeholdelse. En rammeaftale er kendetegnet ved, at det ikke på forhånd er defineret, hvilke og hvor mange opgaver den vindende virksomhed/konsortium skal udføre for ordregiver. Det giver fleksibilitet og mulighed for udvikling og innovation i rammeaftalens løbetid. Ved at benytte rammeaftaler kan man sikre, at de relationer og den viden, der opbygges i de enkelte projekter ikke går tabt. Derudover kan rammeaftaler give en række stordriftsfordele og synergieffekter, fordi man samler flere sammenhængende opgaver i én aftale.

Servicepartnerskaber:
Et servicepartnerskab er en rammeaftale, hvor der indgår partneringelementer. Det vil sige, at der i samarbejdet indgår en række elementer som workshops, formulering af fælles mål, åben økonomi, incitamenter, konflikthåndtering, styregruppe og løbende evaluering af samarbejdet. Et servicepartnerskab er kendetegnet ved, at det ikke på forhånd er defineret, hvilke og hvor mange opgaver den vindende virksomhed/konsortium skal udføre for ordregiver. Det giver fleksibilitet og mulighed for udvikling og innovation i rammeaftalens løbetid.