Forside
Rådet for Offentlige Bygherrer
Juridisk grundlag
Sitemap
Kontakt
Brug af cookies
 

2.6 Bruger- og beboermedvirken

Opdateret 14.03.2008

Ved byggeriets planlægning og udformning er det vigtigt, at bygherren inddrager de kommende brugere eller beboerne. I nogle sammenhænge vil det også være relevant at have beboernes pårørende med tidligt i forløbet.

Formålet med bruger- og beboermedvirken er at indhente råd og idéer fra brugerne/beboerne samt at informere om byggesagen, så der kan opnås størst mulig tilfredshed hos brugerne/beboerne og bedst mulig udnyttelse af det færdige byggeri.

Brugerne/beboerne skal inddrages så tidligt som muligt i bygherrens planlægning af byggeriet. Bruger- og beboermedvirken vil typisk være aktuel i projektets første faser og senere i forbindelse med køb af inventar mv. Sikkerhedsorganisationen skal dog medvirke i hele forløbet.

Medarbejderne – de interne brugere – vil med byggeriet få nye rammer for det daglige arbejde. Ligeledes vil et boligbyggeri blive en vigtig fysisk ramme for beboerne. Planlægningen og udformningen af byggeriet er således en naturlig del af det løbende samarbejde mellem personale og ledelse eller mellem boligselskab og beboere.

Kunder, klienter og samarbejdspartnere – de eksterne brugere – har ligeledes interesse i velfungerende fysiske rammer. Udformningen af de fysiske rammer vil have betydning for den fremtidige kundetilfredshed og myndighedens image.

I det efterfølgende betegnes både brugere og beboere som brugere.

Normalt vil brugerne have et stærkt ønske om at få indflydelse på planlægningen og udformningen af byggeprojekter. Ofte sidder de inde med betydelig viden om brugen af det kommende byggeri. Det kan derfor anbefales, at bygherren søger at inddrage de kommende brugere mest muligt i byggeprojektet.

Formålet med brugerdeltagelsen er dels at indhente råd og idéer, dels at give information om byggesagen. Desuden opnås større brugertilfredshed og bedre forståelse af samspillet mellem planlægning og brug. Brugerdeltagelsen kan således medvirke til at skabe de bedste fysiske og psykiske betingelser for trivsel og velfærd på arbejdspladsen eller boligen samt den bedst mulige udnyttelse af det nye byggeri.

Brugerne overtager ikke dele af bygherrens ansvar for byggeriets gennemførelse, og bygherre har stadigvæk det økonomiske ansvar. Bygherren må derfor sikre, at brugernes input er realiserbare inden for det fastlagte budget.

Brugernes medvirken vil typisk være inden for følgende områder:

  • Bygningens funktion og brug. Det gælder eksempelvis tilrettelæggelse af arbejdsrutiner og enkeltfunktioner og indretning af personalefaciliteter samt lokaler og arbejdspladser med specielle funktioner. Specielt for boliger kunne det være valg af materialer, overflader og inventar samt udformning af fællesarealer, såsom legepladser og fællesfaciliteter
  • Bygningens dimensionering og indretning, dvs. rumbehov, rumstørrelser og rumindretning samt tilgængelighed
  • Bygningens vedligeholdelse og drift. Ved vurdering af driftsøkonomi samt planlægning af komponenter og installationer, planlægning af indflytning, vedligehold og rengøring, herunder manualer for drift og vedligehold, samt opfølgning på drift mv. kan der trækkes på de erfaringer, drifts- og vedligeholdspersonalet har
  • Brugernes sikkerhed og velfærd. Det kan dreje sig om krav og ønsker til arbejdsmiljømæssige og sikkerhedsmæssige forhold, udformning af kantiner, indretning af arbejds- og opholdslokaler, rengøring samt drift og vedligehold