7.8 Drift og vedligehold
Inden ibrugtagningen skal bygherren udarbejde:
- driftsinstruktioner
- driftsplaner
- driftsbudgetter
I forbindelse med projekteringen vil der fremkomme en række oplysninger af betydning for den senere drift og vedligehold. Der vil ofte være tale om store mængder af data, som skal systematiseres på en måde, der er anvendelig også efter byggeriets aflevering og ibrugtagning.
Bygherren bør derfor, inden projekteringen begynder, overveje, om der skal:
- anvendes et særligt nummersystem på objekter, tegninger og anden dokumentation for byggeriet
- stilles særlige krav til tegninger, beskrivelser samt manualer for drift og vedligehold, som projekterende rådgivere, entreprenører og leverandører skal aflevere, når byggeriet er færdigt. Det kan fx være krav om digital lagring af data i et særligt format
Projektmaterialet skal have en sådan form, at det løbende kan ajourføres.
Bygherren skal sørge for, at der inden ibrugtagning udarbejdes følgende materiale:
- driftsinstruktioner baseret på det konkrete byggeri og bygherrens (brugernes) driftsorganisation
- planer for drift og vedligehold med driftsrutiner, vedligeholdsintervaller mv.
- detaljerede driftsbudgetter
Ydermere skal bygherren sikre sig, at han ved afleveringen modtager driftsinstruktioner for byggeriet, der beskriver, hvordan rengøring, vedligeholdelse og drift af byggeriets enkeltdele skal foretages på en miljø- og arbejdsmiljømæssig samt hensigtsmæssig og forsvarlig måde. Driftsinstruktionerne skal indeholde en liste over de forhold ved byggeriets konstruktion, indretning mv., der har betydning for sikkerhed, sundhed og miljø ved fremtidige arbejder.
Bygherren skal i forbindelse med aftalen med de projekterende rådgivere eller i forbindelse med en totalentrepriseaftale vurdere, om teknisk rådgivning i forbindelse med drift og vedligehold skal indgå i aftalen.