1.6 Økonomi i forbindelse med husningsmuligheder
Hvis en bygherre konkluderer, at der er et lokalebehov, skal bygherren vurdere de samlede økonomiske konsekvenser af forskellige muligheder for dækning af lokalebehovet, og ydermere skal der i relevant omfang gennemføres en totaløkonomisk vurdering.
De økonomiske overvejelser bør således ikke indskrænkes til en vurdering af udgifterne til dækning af selve lokalebehovet. Også bevillinger til flytning, genhusning i byggeperioden, anskaffelse af inventar og udstyr og kommende driftsbevillinger samt udgifter til aflønning af det personale, der skal ansættes, skal så vidt muligt være klarlagt sammen med spørgsmålet om lokalebehovet.
En tilsyneladende billig løsning kan vise sig at være utilfredsstillende i brugsmæssig henseende. En dyrere løsning kan opfylde myndighedens krav på en sådan måde, at en rationel udnyttelse helt eller delvist vil opveje den højere anskaffelsespris.
Nybyggeri til dækning af et aktuelt lokalebehov vil normalt kræve mindre areal end indflytning i eksisterende lokaler. Udgifterne pr. kvadratmeter vil ved indflytning i eksisterende lokaler som regel være lavere end ved nybyggeri. Sammenligningsgrundlaget bør i sådanne tilfælde være de samlede anlægs- og driftsudgifter.
Anlægsudgift og driftsudgift bør allerede fra de første overvejelser betragtes samlet ud fra totaløkonomiske principper.
Afgørende ved valg af husningsmulighed skal være, om anskaffelsesprisen (lejen, købesummen, byggeudgiften) ligger inden for de økonomiske rammer, der er til rådighed, og om prisen står i et rimeligt forhold til lokalernes (byggeriets) kvalitet.
Afhængigt af husningsmulighederne og husningsbehovets varighed skal der som grundlag for de økonomiske overvejelser blandt andet skaffes oplysninger om følgende forhold:
- længden af den periode, hvor den pågældende bygherre skal bruge byggeriet, herunder en eventuel lejers stabilitet
- lejens størrelse for tilbudte arealer, fremtidige lejestigninger, uopsigelighed, vedligeholdspligt, overtagelsestid og lejekontraktens øvrige vilkår
- udgiftsfordeling mellem lejer og ejer ved eventuel ændret indretning af det lejede og eventuelle udgifter til istandsættelse ved fraflytning
- købesum og øvrige købsvilkår for eksisterende ejendomme
- eksisterende bygningers tilstand, levetid og behov for hovedistandsættelse
- udgift pr. areal- eller funktionsenhed ved ombygning, eventuelt midlertidigt byggeri, standardiseret byggeri eller individuelt byggeri
- eventuel grundudgift og grundmodningsudgift
- kvadratmeterpris eller andre enhedspriser ved forskellige bygningskvaliteter samt forskellig byggetid
- forholdet mellem købesum, lejesum og byggesum samt udgifter til drift og vedligehold
Oplysningerne om økonomi pr. areal og/eller funktionsenhed skal indgå i byggesagens programoplæg sammen med bygherrens totaløkonomiske overvejelser. I forslags- og projekteringsfaserne er det de projekterende rådgiveres opgave at omsætte krav og ønsker til løsninger inden for den afsatte økonomiske ramme.