0.1 Statens byggevirksomhed
Statens byggevirksomhed er organiseret ved lov nr. 228 af 19. maj 1971 om statens byggevirksomhed mv. (statsbyggeloven) med senere ændringer.
Bistand til statslige bygherrer efter statsbyggeloven varetages dels af Erhvervs- og Byggestyrelsen (EBST), dels af Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES). Erhvervs- og Byggestyrelsen varetager udviklingsopgaver og erfaringsformidling, mens Slots- og Ejendomsstyrelsen yder bistand ved gennemførelse af en konkret byggeopgave. Forskrifter for statslig byggevirksomhed udarbejdes dels af Erhvervs- og Byggestyrelsen, dels af Slots- og Ejendomsstyrelsen.
En byggeopgave under statens byggevirksomhed gennemføres under ledelse af en bygherre. Ved bygherre forstås normalt den, der afholder byggeudgiften til gennemførelsen af et byggeri. Betegnelsen myndighed bruges om lejeren/brugeren af lokalerne og om en bygherre – i de indledende faser, hvor beslutning om byggeri endnu ikke er taget. Betegnelsen offentlig myndighed bruges om de myndigheder, hos hvem en bygherre skal indhente tilladelser og godkendelser i byggesagens forløb.
Tre ministerområder med en omfattende og kontinuerlig byggevirksomhed har – til at varetage opgaven som bygherre – oprettet særlige byggeadministrationer med egen teknisk, juridisk og administrativ sagkundskab. Det drejer sig om følgende:
- Forsvarets Bygnings- & Etablissementstjeneste, FBE (under Forsvarsministeriet)
- Universitets- og Bygningsstyrelsen, UBST (under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling)
- Slots- og Ejendomsstyrelsen, SES (under Finansministeriet)
Øvrige ministerområder, som ikke har en særlig byggeadministration, betegnes i det følgende ”reststyrelser”.
Reststyrelser skal søge bistand hos Slots- og Ejendomsstyrelsen i byggesagens indledende fase. Hvis byggesagen er under DKK 3,5 mio., er det dog valgfrit, om reststyrelsen vil inddrage Slots- og Ejendomsstyrelsen, jf. Cirkulære nr. 9833 af 15. december 2003 om gennemførelse af statslige byggesager. Bistanden fra Slots- og Ejendomsstyrelsen vedrører tilrettelæggelse af byggesagen samt indsatsen i byggeopgavens indledende faser, herunder udarbejdelse af programoplæg, valg af projekterende og andre rådgivere og indgåelse af aftaler med disse.
Reststyrelser besidder normalt ikke byggeteknisk viden. Ofte vil der kunne opstå behov for bygherrerådgivningsbistand. Slots- og Ejendomsstyrelsen vil bistå reststyrelserne med at vurdere, om opgavens kompleksitet og om bygherrens organisering kræver en sådan bygherrerådgivning.
Bygherren skal dog selv træffe en række afgørende beslutninger om byggeriet. Bygherreindsatsen er i høj grad afgørende for, om byggeriet bliver vellykket. Bygherrer, der er usikre eller træffer forkerte beslutninger, kan påføre byggeriet store ekstraudgifter og funktionsmæssige forringelser.
I 2001 indførtes SEA-ordningen, som indebar, at forvaltningen af ejerskabet til en stor del af den statslige ejendomsmasse blev placeret hos henholdsvis Slots- og Ejendomsstyrelsen og Byggedirektoratet (nu Universitets- og Bygningsstyrelsen).
Hovedsigtet i reformen er at gøre statens lokaleforsyning mere markedsorienteret for at sikre større dynamik i kapitalforvaltningen og større effektivitet i de statslige brugeres lokaleanvendelse gennem indførelse af husleje i videst muligt omfang.
Som et led i reformen er ejerskabet til en stor del af statens administrationsbygninger og lignende tildelt Slots- og Ejendomsstyrelsen, mens alle universitetsbygninger og lignende er tildelt Universitets- og Bygningsstyrelsen.
Der er med gennemførelsen af reformen indført husleje for ca. en fjerdedel af statens bygningsmasse, og det er tanken, at andre statslige områder senere medtages under den nye ordning.
Med indførelsen af huslejebetaling for brugerne af statslige bygninger er det også besluttet, at lejerne får frit leverandørvalg, hvilket betyder, at lejekontrakten med den statslige ejervirksomhed kan opsiges, hvis lejer kan opnå bedre tilbud hos et privat ejendomsselskab. Dette gælder dog ikke for centraladministrationen i hovedstadsområdet, som skal leje bygninger ejet eller lejet af Slots- og Ejendomsstyrelsen.